Denne sommer havde stationen fået sendt en ny stor (8 cylindret!!) Land Rover op, for at afløse den gamle udtjente model som ses på billedet.
Den gamle bil blev min og Per's firmabil mens vi var på øen, og den hyggede vi os fint med, trods småskavanker og et gevaldigt ratslør, der netop hvor billedet blev taget, nær havde kostet mig en tur ud over den nærliggende skrænt!
Jeg har jo ikke kørekort og turene i landroveren blev mine første rigtige køretimer, der på trods af den meget begrænsede samlede vejlængde, alligevel gav en smule fornemmelse for det at køre bil ;)
Som jeg husker det, bestod stationens vognpark af en Unimog lastbil til det grove arbejde, en Toyota Landcruiser til stationslederen og den ny ankomne Land Rover til teknikkerne. Den gamle som vi kørte i, skulle parkeres for evigt på dumpen, når vi rejste hjem.
I det hele taget blev vi meget overraskede over hvor meget bilerne blev brugt, også selvom man bare skulle færdes 50 meter fra en bygning til en anden! Helt absurd og fuldstændig utænkeligt alle andre steder!