Et kig nedad "hovedgaden".
Der kunne gå lang tid uden nogen menneskelige livstegn var at se eller høre, men ved spisetiderne kom der liv i gaden og folk "myldrede" til et af dagens højdepunkter :)
Vi faldt hurtigt ind i hverdagen på stedet, som mildt sagt var meget stille. Da vi først var blevet sat ind i vores arbejdsopgaver og fik vist hvor værktøj og materialer stod, passede vi stort set os selv. Og eftersom arbejdet foregik udendørs det meste af tiden var det jo også nemt at følge vores fremskridt.....

Man kan selvfølgelig ikke opholde sig på en ø uden at have en jolle til rådighed.
Stationen havde en plastik pioner-jolle, som man kunne benytte sig af, hvis man fik lyst til fisketur eller bare en fototur ud mellem isbjergene.
Jeg husker kun en enkelt sejlede ud for at pilke torsk, mens Per og jeg benyttede den flere gange.
Øen var ikke større, end det var oplagt at tage rundturen når vi sejlede ud. Her kom vi tæt på de store isbjerge, nok også nærmere end klogt var, for hele tiden var der risiko for, der ville falde stykker af, eller isen kunne vende de rundt og fremkalde store bølger.

På vores første tur medbragte vi en lånt salonriffel og som nybagte grønlandsfarere, mente vi os i stand til at få nedlagt en sæl.
Masser af skud blev fyret af mod is og klipper for sjov, men sæler eller hvaler så vi ikke noget til. Nok også meget godt, for som vi også selv erkendte; hvad skulle vi egentlig have gjort, hvis det faktisk var lykkedes at skyde et dyr?.....
I stedet var det os selv der kunne have kommet galt afsted. En af de mest lumske farer lærte vi at kende på den første tur. Vi sejlede med fuld fart ind på siden af et stykke glasklart is og det var tæt på Per var røget over bord ved sammenstødet. Båden tog heldigvis heller ikke skade, da vi ramte skråt for og gled af ved stødet. Vi kiggede os bedre for fremover! :)

Vores arbejdsopgave var ret ligetil.
Udvendigt maleabejde på bygningerne havde første prioritet. På grund af strålingen fra den kraftige sender var selve facaderne kobberbeklædte og krævede derfor ikke nogen vedligehold fra vores side, men vinduer og træskodder skulle have en tur.
Stationens tømrer gik i forvejen og sørgede for at rette og smøre hængsler, samt andet reparationsarbejde.
Under vores ophold havde vi overvejende pænt vejr, men regnvejr og tåge slap vi da ikke helt for. Så rykkede vi indendørs og fik klaret lidt småting der.

Spisestuen, stationens vigtigste rum :)
Både Per og jeg var ikke vant til de store kostoplevelser i hverdagen hjemme i DK, hvor vi hver især boede alene og selv stod for madlavning.
Derfor gik der heller ikke lang tid før vi blev særdeles glade for den gode forplejning der var på stedet. Dagens vigtigste måltid blev middagen, hvor vi fik serveret en god solid varm ret i den hyggelige spisestue. Et højdepunkt man glædede sig til allerede kort tid efter morgenmaden. Måske fordi al den friske luft gav en glubbende appetit ;)
Som nyankomne på stationen og relativt kortvarige gæster, var vi interessant selvskab og kærkommen afveksling til hverdagen. Derfor fik vi også anvist fast plads ved "højbordet", hvor stationslederen bl.a. sad.
Det lønnede sig bestemt også for os, der var både unge og ukendte med alt på Grønland, og modtagelige for alt nyt. Det fornemmede man tydeligt, for stationens gamle folk nød at fortælle både fakta og skrøner om mennesker og oplevelser fra stationens for- og nutid. Hyggeligt :)
Når middagen var spist, trak man sig tilbage til opholdstuen, hvor der blev læst avis eller blot snakket om løst og fast. Samtidig åbnede Fritz op for en lille butik (en lem i en dør ;), hvor der kunne købes slik, cigaretter og andre småting.

Turen skulle fortsætte fra Nanortalik til Angissoq med "Lommen", en lille rød trækutter, med Hagen som skipper.
Han hentede os i huset og vi kom hurtigt ombord med vores kufferter, men også diverse madvarer og andet gods blev lastet til folkene ude på Angissoq.
Vi kom afsted under rolige vindforhold og uden besvær med drivende is. Efterhånden dukkede den lave gruppe øer op i det fjerne, og den høje gittermast på Angissoq lod sig spotte på lang afstand.
En hel lille delegation modtog os på den lille mole, og vi blev kørt op til en af barakkerne, som vi fik helt for os selv. Bemandingen var jo blevet noget mindre med tiden, efter udstyret var blevet mere automatiseret og der kun krævedes almindeligt vedligehold af bygningerne. Derfor var der rum nok at tage af :)
I alt har der måske været omkring 15 - 20 personer på stationen det tidspunkt vi var der. Om vinteren var der en del færre......
Om aftenen gik vi over i fællesstuen og begyndte at finde ud af hvordan livet leves i en af verdens fjerne afkroge :)

Sol og sommer i Grønland!
Vi ankom til Narsarsuaq på en flot og lun sommerdag, og forestillingen om evig is og sne forsvandt hurtigt. Det samme gjorde den tykke islændertrøje, som jeg ellers havde gjort klar kort før landingen ;)
Indtil videre havde vi gjort turen med Icelandair fra Kastrup, med en to timers mellemlanding i Keflavik på Island.
Nu manglede vi helikopterturen mod Nanortalik. Den glædede vi os til, da ingen af os havde prøvet en tur med piskeris før. Og flot blev det, med lav flyvning over fjorde og mellem fjelde, med mellelanding i Narsaq og senere Qaqortoq.
I Nanortalik's heliport blev vi hentet af Angissoq's bådfører, Hagen, der fik os installeret i stationens hus midt i byen. Her skulle vi overnatte til næste dag, hvor den sidste del af rejsen gik med båd.

Absolut intet kendte jeg til Grønland, men som så mange andre havde jeg en forestilling om jeg var på vej til en verden gemt i evig sne og is.
Derfor var jeg også tvunget til at opgradere min tøjbeholdning lidt. På de billeder jeg havde set af håndværkere i arbejde deroppe, så det ud til at man gik klædt i gummistøvler, islændertrøje, overalls og regnjakke. Det købte jeg, og en god hue og vanter kom også til!
Et kamera måtte jeg også have med, og lånte et beskedent Agfa pocket kamera til turen.
Med tøj og biletter klar, ventede jeg bare på rejsedagen :)

Hvem vil til Grønland i juli/august og arbejde? To skulle afsted.
Det var det spørgsmål min arbejdsgiver lod gå rundt til den undrene forsamling af malere som ellers var stærkt optaget af en meget omfattende renoverings opgave på hele Ny Østergade fløjen på Hotel D'Angleterre.
Ikke en eneste af os virkede særlig interesseret i at komme en tur til Grønland, men mester lod os summe over tilbuddet de næste par dage.
Snakken gik, og alle havde hver deres grunde til ikke at tage afsted. De fleste begrundelser gik på forhold omkring familielivet, mens jeg, der var single på det tidspunkt, blot var forpligtet til to kattes velbefindene i mit hus i Store Heddinge på Stevns.
I løbet af et par dage var jeg som den ene blevet overtalt til en tur nordpå, og en af mine kolleger der boede nær mig tilbød at bo i mit hus og passe dyr og have mens jeg var væk. Jeg fik overtalt Per, en nyudlært kollega som jeg havde arbejdet med gennem de forrige to-tre år, til at tage med på turen.
Uden at blive specielt klogere, fik vi at vide at vi skulle op til en radiostation i det allersydligste Grønland, nær Kap Farvel og Nanortalik.
Det var startskuddet til en afgørende og spændene udvikling i mit liv :)