Hurtige fakta om Angissoq Loran Station:

Bygget i 1963 og nedtaget i 1995.
Nu ligger Angissoq (næsten) som om intet er hændt ;)

Historien om de grønlandske loran stationer kan læses : HER.
En mere teknisk side om Angissoq Loran Station ligger : HER.
Der er et mødested for interesserede på Facebook : HER. ellers kan gruppen findes ved at skrive "Angissoq" i søgefeltet. Her ligger der en del billeder og måske er der nogen personer du kender?

Indlæggets oprindelige foto af stationen, som jeg har bearbejdet, er taget af Carl Burkhart, mens billedet af masten er taget af "xpal".

Hjemrejse.
På vej over Grønlands østkyst var der et flot kig fra flyet over den forrevne og barske kyst med de mange gletchere. En udsigt som jeg heldigvis kom til at se mange gange siden :)

Hjemrejse.
Med "Lommen" fra Angissoq til Nanortalik for at overnatte i stationens hus til i morgen, hvor vi skal med helikopteren til Narsarsuaq.
På vej ind havde vi passeret tæt langs byens kendingsfjeld, Jakobinerhuen, og gik ind med et fint kig ind mod byen og den smukke gamle bydel.
Et spændene eventyr var ved at være slut.

Et kig mod fastlandet fra foden af masten. Længst ude på øen ligger den næsten usynlige række af bygninger.
Man kan vel mest betegne den ca. 4 km2 store Angissoq, som en stor relativt jævn ø med afrundede klippeknolde. Højeste sted lå nok ikke meget højere end 100 meter over havet, så det var ikke ligefrem hård fjeldvandring man kom på, når man gik aftentur.
Der var heller ikke øen i sig selv, der bød på den store naturoplevelse, men derimod havet omkring med drivende isfjelde og en forbi passerende hval af og til :)

Et kig ud af mit vindue over den lille vig med fastlandet i baggrunden.
Snart var turen slut, og det var ligesom om alle indtryk skulle suges ekstra kraftigt ind, inden det var slut med de enestående udsigter.
Det var også i den lille vig, man allertydeligst kunne aflæse forskellen mellem høj- og lavvande. Når forskellen var størst kunne bunden stå helt tørlagt med strandede isskosser.
Så måtte vi selvfølgelig lige ned og klappe de store isklumper :)

Vandretur i højden. Desværre blev vejret lidt gråt og trist.
Jeg gik op på de høje toppe bag hytten og fik igen et flot udsyn over den åbne kyst med store og små isbjerge og Jakobinerhuen, samt ind i det forrevne fjeldbagland mod Tarsermiut Fjorden.

Anden weekendtur.
Dejligt at komme på hyttetur igen. Lørdagen kom til at gå med fisketure, hvor der var mange småørreder i de små vandløb omkring os. Adskillige blev brugt til aftensmad :

Angissoq og de omkring liggende småøer har sikkert dannet udgangspunkt for fangstture i gamle dage. Øgruppen ligger jo et stykke væk fra fastlandet, og kunne godt fungere som en fremskudt base, når det drejede sig om fangst af de store havpattedyr.
I hvert fald så vi adskillige stengrave med "indhold", når vi gik tur rundt på øen. Også her fik jeg en førstegangs oplevelse. Nemlig at stå med et rigtigt kranie i hånden :)

Al adspredelse er jo velkommen, og særlig i små samfund.
Stationen havde indrettet sig med en skydebane ude på en lille halvø forbi dumpen, og i sikker afstand til bygningerne.
Mens vi var der, skulle der afholdes grønlands mesterskab i flugtskydning, og vi fik mulighed for at deltage. Flere var med og vi fik en hyggelig dag, hvor masser af hagl blev sendt til vejrs i forsøget på at ramme de hurtige lerduer :)
Mine egne resultater har jeg forlængst glemt, men uvant med at skyde med haglgevær, fik jeg indkasseret en forslået skulder! Jeg havde ikke fået lagt kolben ordentlig ind ved skydning og det giver selvfølgelig et heftigt slag ved rekylen.
Da dagen var gået havde jeg fået en helt blåsort skulder og et minde for dagen i et godt stykke tid fremover :)

"Lommen" på vej ind, med Hagen ved roret.
Et beskedent højdepunkt på en ellers grå og stille dag ;)
Nede på den lille kaj står Fritz, stationens faste tømrer, klar til at tage imod varer, og køre dem op til køkkenet og varehuset i hans Unimog.
En fast rutine der foregik en gang om ugen, hvis is og vejr tillod det.
Jeg plejede for det meste at luske ned til malerlageret, der var i en af bygningerne nærmest kajen, og kigge på.

Her har jeg sat mig til rette i en isskosse, på et tidspunkt hvor der er helt lavvandet i den lille vig nedenfor vores barak.
Isklodserne vi gik imellem her, var jo ganske små sammenlignet med de kæmpestore stykker vi ellers så drive forbi ude foran øen.
Særlig i forsommeren kommer der store mængder is med strømmen fra østkysten og rundt om Kap Farvel, for at drive et stykke op langs vestkysten til Paamiut, for siden at blive spredt ud på havet.

Denne sommer havde stationen fået sendt en ny stor (8 cylindret!!) Land Rover op, for at afløse den gamle udtjente model som ses på billedet.
Den gamle bil blev min og Per's firmabil mens vi var på øen, og den hyggede vi os fint med, trods småskavanker og et gevaldigt ratslør, der netop hvor billedet blev taget, nær havde kostet mig en tur ud over den nærliggende skrænt!
Jeg har jo ikke kørekort og turene i landroveren blev mine første rigtige køretimer, der på trods af den meget begrænsede samlede vejlængde, alligevel gav en smule fornemmelse for det at køre bil ;)
Som jeg husker det, bestod stationens vognpark af en Unimog lastbil til det grove arbejde, en Toyota Landcruiser til stationslederen og den ny ankomne Land Rover til teknikkerne. Den gamle som vi kørte i, skulle parkeres for evigt på dumpen, når vi rejste hjem.
I det hele taget blev vi meget overraskede over hvor meget bilerne blev brugt, også selvom man bare skulle færdes 50 meter fra en bygning til en anden! Helt absurd og fuldstændig utænkeligt alle andre steder!

Min kollega Per i dykkerdragt og meget koldt vand!
Det viste sig at stationens faste elektriker havde et komplet dykkerudstyr med våddragt liggende i sine gemmer.
Både Per og jeg var interesseret i at prøve det af, men det blev Per, der havde nogenlunde samme størrelse som elektrikeren, som kom til at opleve et par ture i det kolde vand.
Første forsøg blev gjort i den lille lavvandede bugt lige nedenfor vores beboelsesbarak.
Per havde fået den fornuftige idé at tage dragten på under den varme bruser, og undgik derfor det første kolde gys, da dragten ellers skulle optage havets kolde vand først, men det varede dog alligevel ikke længe før den fordel var væk og han måtte op i varmen igen ;)
Senere tog vi en tur ud på det åbne vand i den lille jolle, hvorfra han hoppede i vandet mens jeg fulgte med på overfladen. Også turen her blev kortvarig på grund af kulden, men friskt at gjorde det!
Mit forsøg med dykkerdragten var temmelig komisk. Jeg var simpelthen for lang til dragten, og havde kæmpe anstrengelser med bare at få den halvvejs på, førend jeg måtte opgive. Nemmere blev det ikke da den skulle af, for Per måtte hive og flå det bedste han kunne, mens jeg holdt fast et sted.
Forsøget blev til meget latter og ingen dykning for mit vedkommende :)

Hyggedag med vandring
Det blev nok på denne tur jeg for alvor blev ramt af den store grønlandske natur.
Dels på grund af hyggen omkring det mere primitive hytteliv, men i særdeleshed ved min første travetur op i fjeldet nogensinde. Det enestående og øde landskab bed sig fast i min sjæl for altid; så meget at jeg kom forbi som turist med Tina (min kone) i sommeren '89, hvor vi var på vandre/telttur inde bag bygden Tasiusaq mellem de næsten 2000 høje tinder...

Første weekendtur
I mange dage havde vi kigget over på fastlandet, men nu blev det tid til at komme med på hyttetur derovre :)
Hagen sejlede os derover med "Lommen" og vi fik godt med forsyninger med, for det kunne jo være isen pludselig lukkede os inde!

Næsten alle på stationen var nede og tage imod "Lommen" på den lille kaj.
I flere dage havde isen forhindret den i at nå frem til os, så der blev set frem til at få friske aviser, båndede nyheder og øvrige forsyninger.
Der gik ikke længe før vi opdagede, at selv de mindste udsving i den ellers ret stille stående hverdag var velkommen. Derfor blev begivenheder som "Lommens" forsøg på at nå gennem isen til os et stort samtaleemne i dagene, hvor vi var "pakket inde", og ved middagsbordet lagde Per og jeg ører til en del barske historier fra gamle dage, hvor isforholdene mindst var dobbelt så slemme som i dag ;)
Som jeg husker det, tog sejlturen fra Nanortalik til Angissoq mellem en og to timer, hvilket nemt kunne blive en del mere hvis isen drillede.
Men de gange jeg var med "Lommen" i forbindelse med op- og hjemrejse, samt de to hytteture, var der ingen problemer med isen.

Arbejdsdagene udendørs gav en enestående udsigt til drivende isbjerge, der i perioder nærmest kom susende forbi i den meget stærke havstrøm, der til tider gik omkring Kap Farvel.
Jeg tog ofte en udkigspause for at nyde synet, der ofte bød på isfjelde, der brød buldrene og bragende sammen :)
Sceneriet var fantastisk og uforglemmeligt. I løbet af en dag kunne havet gå fra total isfyldt og ufarbart farvand til åbent og isfrit.

Et kig nedad "hovedgaden".
Der kunne gå lang tid uden nogen menneskelige livstegn var at se eller høre, men ved spisetiderne kom der liv i gaden og folk "myldrede" til et af dagens højdepunkter :)
Vi faldt hurtigt ind i hverdagen på stedet, som mildt sagt var meget stille. Da vi først var blevet sat ind i vores arbejdsopgaver og fik vist hvor værktøj og materialer stod, passede vi stort set os selv. Og eftersom arbejdet foregik udendørs det meste af tiden var det jo også nemt at følge vores fremskridt.....

Man kan selvfølgelig ikke opholde sig på en ø uden at have en jolle til rådighed.
Stationen havde en plastik pioner-jolle, som man kunne benytte sig af, hvis man fik lyst til fisketur eller bare en fototur ud mellem isbjergene.
Jeg husker kun en enkelt sejlede ud for at pilke torsk, mens Per og jeg benyttede den flere gange.
Øen var ikke større, end det var oplagt at tage rundturen når vi sejlede ud. Her kom vi tæt på de store isbjerge, nok også nærmere end klogt var, for hele tiden var der risiko for, der ville falde stykker af, eller isen kunne vende de rundt og fremkalde store bølger.

På vores første tur medbragte vi en lånt salonriffel og som nybagte grønlandsfarere, mente vi os i stand til at få nedlagt en sæl.
Masser af skud blev fyret af mod is og klipper for sjov, men sæler eller hvaler så vi ikke noget til. Nok også meget godt, for som vi også selv erkendte; hvad skulle vi egentlig have gjort, hvis det faktisk var lykkedes at skyde et dyr?.....
I stedet var det os selv der kunne have kommet galt afsted. En af de mest lumske farer lærte vi at kende på den første tur. Vi sejlede med fuld fart ind på siden af et stykke glasklart is og det var tæt på Per var røget over bord ved sammenstødet. Båden tog heldigvis heller ikke skade, da vi ramte skråt for og gled af ved stødet. Vi kiggede os bedre for fremover! :)

Vores arbejdsopgave var ret ligetil.
Udvendigt maleabejde på bygningerne havde første prioritet. På grund af strålingen fra den kraftige sender var selve facaderne kobberbeklædte og krævede derfor ikke nogen vedligehold fra vores side, men vinduer og træskodder skulle have en tur.
Stationens tømrer gik i forvejen og sørgede for at rette og smøre hængsler, samt andet reparationsarbejde.
Under vores ophold havde vi overvejende pænt vejr, men regnvejr og tåge slap vi da ikke helt for. Så rykkede vi indendørs og fik klaret lidt småting der.

Spisestuen, stationens vigtigste rum :)
Både Per og jeg var ikke vant til de store kostoplevelser i hverdagen hjemme i DK, hvor vi hver især boede alene og selv stod for madlavning.
Derfor gik der heller ikke lang tid før vi blev særdeles glade for den gode forplejning der var på stedet. Dagens vigtigste måltid blev middagen, hvor vi fik serveret en god solid varm ret i den hyggelige spisestue. Et højdepunkt man glædede sig til allerede kort tid efter morgenmaden. Måske fordi al den friske luft gav en glubbende appetit ;)
Som nyankomne på stationen og relativt kortvarige gæster, var vi interessant selvskab og kærkommen afveksling til hverdagen. Derfor fik vi også anvist fast plads ved "højbordet", hvor stationslederen bl.a. sad.
Det lønnede sig bestemt også for os, der var både unge og ukendte med alt på Grønland, og modtagelige for alt nyt. Det fornemmede man tydeligt, for stationens gamle folk nød at fortælle både fakta og skrøner om mennesker og oplevelser fra stationens for- og nutid. Hyggeligt :)
Når middagen var spist, trak man sig tilbage til opholdstuen, hvor der blev læst avis eller blot snakket om løst og fast. Samtidig åbnede Fritz op for en lille butik (en lem i en dør ;), hvor der kunne købes slik, cigaretter og andre småting.

Turen skulle fortsætte fra Nanortalik til Angissoq med "Lommen", en lille rød trækutter, med Hagen som skipper.
Han hentede os i huset og vi kom hurtigt ombord med vores kufferter, men også diverse madvarer og andet gods blev lastet til folkene ude på Angissoq.
Vi kom afsted under rolige vindforhold og uden besvær med drivende is. Efterhånden dukkede den lave gruppe øer op i det fjerne, og den høje gittermast på Angissoq lod sig spotte på lang afstand.
En hel lille delegation modtog os på den lille mole, og vi blev kørt op til en af barakkerne, som vi fik helt for os selv. Bemandingen var jo blevet noget mindre med tiden, efter udstyret var blevet mere automatiseret og der kun krævedes almindeligt vedligehold af bygningerne. Derfor var der rum nok at tage af :)
I alt har der måske været omkring 15 - 20 personer på stationen det tidspunkt vi var der. Om vinteren var der en del færre......
Om aftenen gik vi over i fællesstuen og begyndte at finde ud af hvordan livet leves i en af verdens fjerne afkroge :)

Sol og sommer i Grønland!
Vi ankom til Narsarsuaq på en flot og lun sommerdag, og forestillingen om evig is og sne forsvandt hurtigt. Det samme gjorde den tykke islændertrøje, som jeg ellers havde gjort klar kort før landingen ;)
Indtil videre havde vi gjort turen med Icelandair fra Kastrup, med en to timers mellemlanding i Keflavik på Island.
Nu manglede vi helikopterturen mod Nanortalik. Den glædede vi os til, da ingen af os havde prøvet en tur med piskeris før. Og flot blev det, med lav flyvning over fjorde og mellem fjelde, med mellelanding i Narsaq og senere Qaqortoq.
I Nanortalik's heliport blev vi hentet af Angissoq's bådfører, Hagen, der fik os installeret i stationens hus midt i byen. Her skulle vi overnatte til næste dag, hvor den sidste del af rejsen gik med båd.

Absolut intet kendte jeg til Grønland, men som så mange andre havde jeg en forestilling om jeg var på vej til en verden gemt i evig sne og is.
Derfor var jeg også tvunget til at opgradere min tøjbeholdning lidt. På de billeder jeg havde set af håndværkere i arbejde deroppe, så det ud til at man gik klædt i gummistøvler, islændertrøje, overalls og regnjakke. Det købte jeg, og en god hue og vanter kom også til!
Et kamera måtte jeg også have med, og lånte et beskedent Agfa pocket kamera til turen.
Med tøj og biletter klar, ventede jeg bare på rejsedagen :)

Hvem vil til Grønland i juli/august og arbejde? To skulle afsted.
Det var det spørgsmål min arbejdsgiver lod gå rundt til den undrene forsamling af malere som ellers var stærkt optaget af en meget omfattende renoverings opgave på hele Ny Østergade fløjen på Hotel D'Angleterre.
Ikke en eneste af os virkede særlig interesseret i at komme en tur til Grønland, men mester lod os summe over tilbuddet de næste par dage.
Snakken gik, og alle havde hver deres grunde til ikke at tage afsted. De fleste begrundelser gik på forhold omkring familielivet, mens jeg, der var single på det tidspunkt, blot var forpligtet til to kattes velbefindene i mit hus i Store Heddinge på Stevns.
I løbet af et par dage var jeg som den ene blevet overtalt til en tur nordpå, og en af mine kolleger der boede nær mig tilbød at bo i mit hus og passe dyr og have mens jeg var væk. Jeg fik overtalt Per, en nyudlært kollega som jeg havde arbejdet med gennem de forrige to-tre år, til at tage med på turen.
Uden at blive specielt klogere, fik vi at vide at vi skulle op til en radiostation i det allersydligste Grønland, nær Kap Farvel og Nanortalik.
Det var startskuddet til en afgørende og spændene udvikling i mit liv :)