tirsdag den 21. juli 1987

Sol og sommer i Grønland!
Vi ankom til Narsarsuaq på en flot og lun sommerdag, og forestillingen om evig is og sne forsvandt hurtigt. Det samme gjorde den tykke islændertrøje, som jeg ellers havde gjort klar kort før landingen ;)
Indtil videre havde vi gjort turen med Icelandair fra Kastrup, med en to timers mellemlanding i Keflavik på Island.
Nu manglede vi helikopterturen mod Nanortalik. Den glædede vi os til, da ingen af os havde prøvet en tur med piskeris før. Og flot blev det, med lav flyvning over fjorde og mellem fjelde, med mellelanding i Narsaq og senere Qaqortoq.
I Nanortalik's heliport blev vi hentet af Angissoq's bådfører, Hagen, der fik os installeret i stationens hus midt i byen. Her skulle vi overnatte til næste dag, hvor den sidste del af rejsen gik med båd.